Xiaomi har lanceret sin nye Xiaomi 17T-serie bestående af Xiaomi 17T og Xiaomi 17T Pro, og den store nyhed er kameraet: Begge modeller har fået 5x tele zoom, hvilket kan gøre Xiaomis mellemklasse- og “flagship killer”-telefoner langt mere interessante for mobilfotografer.
Xiaomi har selv teaset serien som en “telephoto master” og fremhæver 5x Leica optisk zoom med en brændvidde svarende til 115 mm brændvidde (35mm ækvivalent). Det er bemærkelsesværdigt, fordi kraftige telefoto-kameraer ofte bruges som en klar adskillelse mellem almindelige modeller og dyrere Pro- eller Ultra-telefoner. Her ser Xiaomi ud til at gøre funktionen til en del af hele 17T-serien.
Ifølge de foreløbige oplysninger får begge telefoner et tredobbelt kamerasystem med 50 MPixels hovedkamera, 5x telefoto, 12 MPixels ultravidvinkel og et 32 MPixels selfiekamera. Pro-modellen ventes dog at få en lidt større hovedsensor, hvilket typisk kan give bedre billedkvalitet i svagt lys og større dynamisk område.
Større og bedre skærm og 12 GB RAM
Kameraet er dog ikke den eneste opgradering. Xiaomi 17T har fået en 6,59-tommers skærm, mens 17T Pro har fået en større 6,83-tommers skærm og 144 Hz opdateringshastighed. Begge modeller er udstyret med hele med 12 GB RAM, mens standardmodellen bruger MediaTek Dimensity 8500-Ultra, og Pro-modellen har fået den kraftigere Dimensity 9500.
Ny batteriteknologi: Silicon-Carbon
Batteriet er nu blevet et centralt salgsargument: Xiaomi 17T ventes med et 6.500 mAh silicon-carbon-batteri, mens 17T Pro får hele 7.000 mAh kapacitet. Det er de største batterier, Xiaomi hidtil har brugt i internationale telefoner uden for Poco-serien. Pro-modellen får desuden hurtigere 100 W kablet opladning og understøttelse af trådløs opladning.
Silicon-Carbon har en højere energidensitet pr. arealenhed og pr. vægtenhed, sammenlignet med li-ion/li-pol, men er endnu en relativt umoden batteriteknologi. Maksimal ladestyrke er lavere end for li-ion, produktionsprisen er højere og holdbarheden (antal lade-cyklusser) er lavere.
Pris og tilgængelighed
Prisen placerer dog telefonerne i den dyre ende af mellemklassen. Xiaomi 17T starter ved 749 euro, mens 17T Pro starter ved 899 euro. Dermed er der ikke tale om billige budgettelefoner, men snarere premium-mellemklassemodeller, der skal udfordre dyrere Android-flagskibe på batteri, skærm og især zoomkamera.
Xiaomi har i forvejen brugt T-serien til at bringe udvalgte flagskibsfunktioner ned i en lavere prisklasse. Sidste års Xiaomi 15T Pro blev markedsført som den første T-model med 5x telefoto, men med 17T-serien ser Xiaomi ud til at brede funktionen ud til hele modelrækken.
Kommentarer (0)
Vær den første til at skrive en kommentar!
Du skal være logget ind for at skrive en kommentar.
Log ind eller opret dig