Modellen ligner i store træk forgængeren Momentum 4 på ydersiden, men de største ændringer ligger i lydbehandlingen, støjreduktionen, mikrofonerne og en mere langtidsholdbar konstruktion.
Lyden minder om HD 600-serien
Momentum 5 Wireless bruger fortsat Sennheisers 42 mm-transducere, som også fandtes i Momentum 4. De er inspireret af Sennheisers klassiske HD 600-serie og tunet til fyldig lyd og dynamisk bas. Det nye er, at hovedtelefonerne nu får Hi-Res Audio-certificering og Snapdragon Sound med understøttelse af Bluetooth-codecs op til aptX Lossless, så kompatible enheder kan streame lyd i CD-kvalitet.
Sennheiser lægger også op til mere kontrol over lyden. Smart Control Plus-appen får en 8-bånds equalizer, lydpresets og personlig lydtilpasning, så brugeren i højere grad kan justere profilen efter smag. Momentum 5 understøtter desuden Sennheisers BTD 700 Bluetooth-dongle, som kan give lossless Bluetooth på enheder, der ellers ikke understøtter de nødvendige codecs.

Forbedret støjreduktion
Den største praktiske forbedring er dog støjreduktionen. Sennheiser har fordoblet mikrofonopsætningen til fire mikrofoner på hver ørekop, og selskabet lover op til tre gange mere effektiv dæmpning af menneskestemmer. Det er netop tale, kontorstøj og rejseomgivelser, hvor Momentum 4 ofte blev vurderet som stærk på lyd, men ikke helt på niveau med de bedste konkurrenter fra Sony og Bose, når det gjaldt ANC.
De ekstra mikrofoner skal samtidig forbedre samtalekvaliteten. Ifølge Sennheiser skal stemmen gengives mere naturligt under opkald, mens hovedtelefonerne bedre kan adskille brugerens stemme fra støj i omgivelserne. Dermed forsøger Momentum 5 ikke kun at være et par hovedtelefoner til musiklytning, men også et mere komplet arbejds- og rejseheadset.
Også til film med Dolby Atmos
Sennheiser tilføjer også rumlig lyd. Ved lanceringen understøtter Momentum 5 Dolby Atmos, og en firmwareopdatering på lanceringsdagen skal aktivere head tracking til kompatibelt Atmos-indhold. Hovedtelefonerne leveres med Bluetooth 5.4, men er ifølge Sennheiser designet til at kunne opgraderes til Bluetooth 6.0 via en senere firmwareopdatering.
Udskifteligt batteri
Batteritiden går en smule ned i forhold til Momentum 4. Hvor forgængeren kunne klare op til 60 timer med ANC aktiveret, lover Momentum 5 op til 57 timer. Det er stadig markant længere end mange konkurrerende premium-modeller. Hurtigopladning giver op til tre timers afspilning efter fem minutters opladning.
En mere usædvanlig nyhed er, at batteriet på 700 mAh kan udskiftes af brugeren selv med en lille stjerneskruetrækker. Det kan give Momentum 5 en længere levetidq end mange trådløse hovedtelefoner, hvor batteriet ofte er den del, der først gør produktet mindre brugbart efter flere års daglig brug. The Verge beskriver det som en af modellens mest markante forbedringer, fordi udskifteligt batteri stadig er sjældent i premiumsegmentet.

Lanceringsdato og pris
Momentum 5 Wireless lanceres i sort, hvid og blå. I Canada angives lanceringsdatoen til 16. juni og prisen til CAD 570. Det gør den ca. 350 kr. dyrere end Momentum 4 var ved lancering.
Med Momentum 5 Wireless forsøger Sennheiser tydeligt at rette de områder, hvor Momentum 4 ikke var stærkest. Lydkvaliteten var allerede seriens store salgsargument, men bedre ANC, bedre opkald, aptX Lossless, Dolby Atmos med head tracking og et udskifteligt batteri gør den nye model til et mere helstøbt bud på et premium-headset. Det store spørgsmål bliver, om Sennheisers forbedrede støjreduktion nu er stærk nok til for alvor at udfordre Sony og Bose på deres hjemmebane.
Kommentarer (0)
Vær den første til at skrive en kommentar!
Du skal være logget ind for at skrive en kommentar.
Log ind eller opret dig